Hyldet i flammede ild nedstiger Kongernes Konge på skyen. Himmelen rulles sammen som en bogrulle, jorden skælver for ham, og alle bjerge og øer flyttes fra deres plads. "Vor Gud kommer og tier ikke! Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævnede Himmelen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk." Sl 50,3-4. Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre! Og himlen forkynder hans retfærd, at Gud er den der dømmer. Sela. Sl 50,5-6.

"Og jordens konger og stormændene og hærførerne og de rige og de mægtige og alle trælle og frie skjulte sig i huler og mellem bjerge og klipper, og de sagde til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede! Thi deres vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" Åb 6,15-17.

De spotske ord er forstummet. Læber, der er vant til at lyve, tier af frygt. Våbenlarmen og kamptumlen stilner af, og "hver en støvle, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod" skal snart tilintetgøres. (Es 9,5.) Der høres kun dæmpet bøn, gråd og klage. Læber, som før spottede, udbryder: "Hans vredes store dag er kommet; hvem kan da bestå?" De gudløse vil hellere begraves under bjergenes stenmasser end møde ham, som de har foragtet og forkastet.

Der står de, der spottede Kristus i hans ydmygelse. De mindes nu med frygtelig klarhed den lidende frelsers ord, da han var blevet taget i ed af ypperstepræsten og højtideligt erklærede: "Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved kraftens højre hånd og komme på Himmelens skyer." Matt 26,64. Nu ser de ham i hans herlighed, og de skal snart se ham sidde ved kraftens højre hånd.

De kender den stemme, som gennemtrænger de dødes ører. Hvor ofte har den ikke blidt og kaldende opfordret dem til at angre! Hvor ofte har de ikke hørt den i en vens, en broders eller i Frelserens rørende bønner! Ingen anden kunne være så fordømmende og truende som denne stemme, der så længe har bedt dem: "Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø?" Ez. 33,11. De ønsker brændende, at det havde været en fremmeds stemme, de hørte! Jesus siger: "Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinkede og ingen ænsede det, men I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer." Ordsp. 1,24-25. Den stemme vækker minder, som de gerne ville udslette. Minder om advarsler, som de lod hånt om, tilbud, som de afslog, og løfter, som de foragtede.

De, der hånede hans påstand om at være Guds Søn, er nu stumme. Her står den hovmodige Herodes, som lo ad hans kongetitel og befalede de spotske soldater at krone ham. Her er de mænd, som med grove hænder lagde den røde kappe om hans skuldre, satte tornekronen på hans hellige pande og lagde røret, der skulle forestille et scepter, i hans modstandsløse hånd, og som bøjede sig for ham med blasfemisk spot. De mænd, som slog Livets Fyrste og spyttede på ham, vender sig nu bort fra hans gennemborende blik og forsøger at flygte for hans overvældende herlighed. De, der drev naglerne gennem hans hænder og fødder og den soldat, som gennemborede hans side, betragter med forfærdelse og samvittighedsnag disse mærker.

Med forfærdende tydelighed mindes præster og rådsherrer begivenhederne på Golgata. Gysende af gru husker de, hvorledes de med djævelsk fryd rystede på hovedet og udbrød: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham." Matt 27,42-43.

De mindes også tydeligt Frelserens lignelse om de vingårdsmænd, som nægtede at give husbonden vingårdens frugter, og som mishandlede hans tjenere og dræbte hans søn. De husker også den dom, som de selv udtalte: "Et ondt endeligt vil han give de onde." I disse utro vingårdsmænds synd og straf ser præsterne og de ældste deres egen synd og deres egen retfærdige straf. Og nu lyder der et smertens skrig. Højere end råbet: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" som gav genlyd i Jerusalems gader, lyder dette frygtelige, fortvivlede skrig: "Han er Guds Søn! Han er den sande Messias!" De prøver at flygte fra Kongernes Konge. Forgæves forsøger de at skjule sig i dybe huler i jorden, som er blevet sønderrevet under elementernes rasen.

Alle de, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, i hvilke samvittigheden vågner og de med smerte ser tilbage på et liv, levet i hykleri, mens sjælen forgæves plages af bebrejdelser. Men den anger er for intet at regne i sammenligning med den anger, de føler på denne dag, hvor "det, I frygter, kommer som uvejr", og "ulykke kommer som Storm". Ordsp. 1,27. De, der ville have tilintetgjort Kristus og hans folk, ser nu den herlighed, som omgiver dem. Midt i deres rædsel hører de, de hellige jublende sige: "Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os." Es 25,9.